At bo på landet

At forudsætte viden

Når man, som jeg bor langt ude på landet omgivet af marker og med udsigt over øhavets fantastisk levende landskab, bliver naturen en naturlig del af hverdagen og hverdagens sprog. Vi taler om gyllevogne, rapsmarker, byg, hvede, rug og majs som naturlige dele af sproget, vi taler om plovfure, traktose og traktorspor som helt almindeligheder. Vi ved hvornår svalerne flyver lavt, og hvornår man ikke skal hænge vasketøj ud…

Det præger sproget, fordi det er det vi kender, det som omgiver os, fra vi står op til lyden af skrigende måger i kølvandet på manden med ploven, til vi falder i søvn til uglernes bløde skrig, når de jager mus i natten. Vi ved hvad dræ og byggens silkehår referere til, derfor nikker vi også i Brugsen, når naboerne snakker om, Mikkelmands mark ser skidt ud i år, og mon det har noget at gøre med ….

Mikkelmand, der ikke hedder Mikkelmand, men det hed dem der boede på gården for et par generationer siden – og sådanne navne hænger ved, selv i disse moderne tider. Hvor bonden gøder efter GPS og han kan se præcist hvad ko nr. 239 gav af mælk sidste uge.

Sproglig sammenhørighed

Alle disse ord, og vendinger er med til at skabe en samhørighed, vi taler indforstået med om alle disse ting, skønt vi ikke driver nogen form for landbrug der strækker sig ud over at slå græsset rundt om bygningerne. Vi er ikke indfødte, men vi hører ligesom med, derfor taler naboerne også i koder, som om man da klart ved hvor Nielsines gård ligger, og om det er hendes Jan, der engang blev gift med hende den kønne oppe fra Fisker Hans´s gård. Du ved hende, der lige er blevet skilt fra Møllerens Jens..

Videns platforme

På samme måde taler vi sammen når vi skal viderebringe viden til folk, vi regner med er medvidende. Vi tjekker ikke engang om de er med, inden vi snakker videre, vi regner med de ved hvad dette eller hint relaterer sig til. Og hvis de ikke afbryder eller spørger, ind til emnet, ender vi med at tale om ting, hvor den ene part har meldt sig ud – og ophørt med at høre efter. Vi er nemlig generelt alt for høflige til at spørge ind til ting vi ikke forstår, eller kan følge med i – hvad enten det drejer sig om Jens´s nye kones søsters svigerindes nye mand, eller det handler om kongerækken, eller kompleks jura. Vi nikker, smiler og lægger den nytilkomne viden op i en kasse på hjerneloftet, hvorfra den sjældent bliver hentet frem for vi aner ikke hvad vi skal forbinde den med, og derfor bliver den ubrugelig, og optager blot plads. Viden er kun noget værd, når vi kan se relevansen, vi forstår konteksten, og vi kan relaterer os personligt til den – eller bliver det blot viden uden mulighed for at blive brugt.