Natlig viden

lille hvid syren

Om natten er der utrolig stille hvor jeg bor, ofte høres kun en enkelt ugle i det fjerne.
Måske slås kattene om hunnerne et sted i natten, og en enlig ko brøler.
Men ellers er her stille.
Det er efterhånden en sjældenhed, sådan at opleve stilheden.
Vi er alle omgivet af lyde, stemmer, biler, radioer, musikafspillere, mobiltelefoner, TV apperater, MP3 afspillere og computere for blot at nævne de mest almindelige.

Lydfiltre

Vi må i hverdagen filtrere lyde, og kun høre dem,  vi vil høre,
men alt for ofte drukner de lyde, vi ønsker i dette kakofoniske lydtapet.
Hvis vi endelig sætter os for kun at lytte, lukke al anden information ude,
skabes et rum fri af tid, sted og kontekst.
Med lukkede øjne og uden at røre bevidst ved noget,
kan vi komme fra fjerne palmestrandes sagte bølgeskvulp,
til storbyens hektiske trafik på splitsekunder.

Det interessante er, at vi for at kunne foretage denne rejse må kunne
genkalde lydenes omgivelser. Vi bliver aldrig mere lydmæssige jomfruer.
Vi har set så mange amerikanske eller f.eks. italienske film,
at vi uden tøven kan stedfæste lydene af taxier i New York,
og vaskedag ved brønden i en søvnig syd italiensk by for 100 år siden.
Skønt vi muligvis aldrig har sat vore ben det ene eller det andet sted.

Overført virkelighedsopfattelse

Men vi har set det på film. Vi har haft følelsesmæssige relationer til disse steder,
vi aldrig har oplevet.
Disse relationer føles ofte lige så ægte som relationer og oplevelser,
vi har haft ved personligt at have stået på en Piazza i Syditalien –
Hvis vi selv har stået der, kan vi som regel også genkalde os en duft,
en fornemmelse af vinden eller smagen af den mad, vi fik der.

Men vi tror, at synet og hørelsen er de sanser der påvirker os mest.
Vi har vist alle mødt mennesker, der vil sværge på, at de har været dette eller hint sted, kender den eller den, men som kun har set det eller vedkommende på film.

Derfor er syn og hørelse, oftest de sanser der påkalder sig den største interesse.
Vi formidler i billeder og i lyd, som om de var de eneste sanser.
Men for at skabe et helt univers, er vi nød til at ramme andre platforme i opfattelsen.

Appelsiner

Du kender sikkert fornemmelsen af at være til en forelæsning, et foredrag o.lign,
og en piller en appelsin, og holder du af appelsiner, får du straks en overvældende lyst til appelsiner og mister koncentrationen fra det talte ord.
Altså tager en sans magten over den anden, vi kommer så at sige i vores sansers vold.
Og det helt uden vi gør en aktiv handling. Vi bliver forført af længslen efter tilfredsstillelse af et pludseligt opstået behov. Vores erindring om f.eks. appelsiner er så stærk, at alene det at høre smagen beskrevet, eller se et billede kan få os til at associerer til duften og smagen af appelsiner – og skabe et behov.

Videnslagring

Hvis nu vi antager, at vi ønsker en viden lagret, som en vi umiddelbart kan associerer med, kan man bevidst forbinde den viden med appelsiner, ved at tænke på duften, smagen , følelsen, farven og lyden når den pilles.

Hvis den association gøres nogle gange bevidst, vil den lagrede viden automatisk komme op i bevidstheden, på samme måde som vi i det sekund, vi et tilfældigt sted møder duften af vores bedsteforældres stue, ved hvordan der lød.

At bo på landet

At forudsætte viden

Når man, som jeg bor langt ude på landet omgivet af marker og med udsigt over øhavets fantastisk levende landskab, bliver naturen en naturlig del af hverdagen og hverdagens sprog. Vi taler om gyllevogne, rapsmarker, byg, hvede, rug og majs som naturlige dele af sproget, vi taler om plovfure, traktose og traktorspor som helt almindeligheder. Vi ved hvornår svalerne flyver lavt, og hvornår man ikke skal hænge vasketøj ud…

Det præger sproget, fordi det er det vi kender, det som omgiver os, fra vi står op til lyden af skrigende måger i kølvandet på manden med ploven, til vi falder i søvn til uglernes bløde skrig, når de jager mus i natten. Vi ved hvad dræ og byggens silkehår referere til, derfor nikker vi også i Brugsen, når naboerne snakker om, Mikkelmands mark ser skidt ud i år, og mon det har noget at gøre med ….

Mikkelmand, der ikke hedder Mikkelmand, men det hed dem der boede på gården for et par generationer siden – og sådanne navne hænger ved, selv i disse moderne tider. Hvor bonden gøder efter GPS og han kan se præcist hvad ko nr. 239 gav af mælk sidste uge.

Sproglig sammenhørighed

Alle disse ord, og vendinger er med til at skabe en samhørighed, vi taler indforstået med om alle disse ting, skønt vi ikke driver nogen form for landbrug der strækker sig ud over at slå græsset rundt om bygningerne. Vi er ikke indfødte, men vi hører ligesom med, derfor taler naboerne også i koder, som om man da klart ved hvor Nielsines gård ligger, og om det er hendes Jan, der engang blev gift med hende den kønne oppe fra Fisker Hans´s gård. Du ved hende, der lige er blevet skilt fra Møllerens Jens..

Videns platforme

På samme måde taler vi sammen når vi skal viderebringe viden til folk, vi regner med er medvidende. Vi tjekker ikke engang om de er med, inden vi snakker videre, vi regner med de ved hvad dette eller hint relaterer sig til. Og hvis de ikke afbryder eller spørger, ind til emnet, ender vi med at tale om ting, hvor den ene part har meldt sig ud – og ophørt med at høre efter. Vi er nemlig generelt alt for høflige til at spørge ind til ting vi ikke forstår, eller kan følge med i – hvad enten det drejer sig om Jens´s nye kones søsters svigerindes nye mand, eller det handler om kongerækken, eller kompleks jura. Vi nikker, smiler og lægger den nytilkomne viden op i en kasse på hjerneloftet, hvorfra den sjældent bliver hentet frem for vi aner ikke hvad vi skal forbinde den med, og derfor bliver den ubrugelig, og optager blot plads. Viden er kun noget værd, når vi kan se relevansen, vi forstår konteksten, og vi kan relaterer os personligt til den – eller bliver det blot viden uden mulighed for at blive brugt.